begynder med det første skridt..

Men hvad nu hvis mine ben svigter mig

Og jeg falder på halvvejen?

Hvad nu hvis vejen ender blindt

Og jeg ikke når mit mål?

Hvad nu hvis sandheden er den

at det første skridt er målet i sig selv?

For uden handling er tanker blot tanker

Og uden handling vil du aldrig vide om du kunne være blevet mere

Jeg ser dig ikke igen

men jeg så dig

Jeg så dig som du var

ikke som andre ser dig

Jeg så håbet i dine øjne

ikke knust af tidens skuffelser

Jeg så tilfredsheden i dit smil

ikke knust af andres hovmod

Jeg så kærligheden i dit hjerte

ikke fordærvet af verdens had

Jeg så lysten i din sjæl

ikke fortrængt af lærdom

Jeg så et barn i dag

Og det barn var mig

I et virvar af indtryk

og ser intet

Til lyden af min sjæls fortabelse

og hører intet

Udenfor fornuftens rækkevidde

og føler intet

Står jeg på randen af mig selv

og mærker mig selv glide væk

Mænd af stolthed

Drevet af jalousi

På den 15 dag i marts

Fører forfængelighed knivene 

Dybt i hjertet på imperiet

Blodet flyder på forum

De går med blod på hænderne

Mænd af ære

Mænd af stolthed

Ejeren af denne blog er en 35 årig kvinde og fortæller stort set ikke mere om sig selv, andet end at hun vil bruge sin blog til.. som hun selv udtrykker det  – “Har lidt rod i mit liv og prøver at rode bod på det ved at skrive her”. Karakteristisk for hendes blog er da også at indlæggende er meget personlige - på grænsen til det private. 

Hun skriver generelt om to problemer i hendes liv – En rygskade hun har fået efter en ulykke og så om det forhold hun har til en mand som hun kalder for “K”. Bloggen har derfor også en tydelig rød tråd. De fleste indlæg handler nemlig om de tanker og frustationer der udspringer fra hendes forhold til manden K, som allerede har en kæreste (Kaldet “H”).

Indirekte får man også et indtryk af at hun har en identitetskrise, da hun flere gange nævner at hun ikke orker at spille sød længere og at hun bare har lyst til at være sig selv – Bitch eller ej. Dette gør det meget nemt at vække en vis sympati for kvinden.

Farvevalget af både bagrund og tekst er ikke specielt opsigtsvækkende eller originalt, men farvekontrasten mellem tekst og baggrund er dog med til at gøre teksten let-læselig. Hun bruger nogle få velvalgte billeder (generelt af hjerter) som er med til at skabe en hvis variation på bloggen.

Lay-outet virker meget fint og der bliver brugt afsnit som gør indlæggende nemme at læse. Sproget er stort set fejlfrit og er med til at gøre bloggen nem at læse. I bloggen gøres der dog også brug af tale-sprog f.eks skriver hun:

“Tjaaa…det er nok bare hele situationen der er for meget… Har svæt ved at se hvordan jeg selv passer ind…føler mig måske lidt ’tilovers’ på en eller anden måde… Men har aligevel svært ved at sætte ord på….” (Fra indlægget – skræmt væk….?)

Dette er taget fra en sms hun sendte til K. Hun bruger “pause-punktum” og der er generelt gjort brug af tale-sprog i form af de ufuldendte sætninger.

Selve tekstens indhold gør det meget nemt at sætte sig i kvindens situation og dette har muligvis også være kvindens intention med bloggen, da hun på en elektronisk blog er i stand til at kunne dele sine tanker og få feed back i modsætning til en normal dagbog.

Dette fører mig hen til bloggens funktion. På baggrund af de essayistiske indlæg må bloggen fungere som en elektronisk dagbog, hvor i kvinden har muligheden for at dele sine tanker og problemer med andre og muligvis skabe dialog om de problemer hun har får svært ved at snakke om. Bloggen har desværre ikke fået nogle kommentarer og dette medfører at der kun foregår “en-vejs kommunikation”.

Manden bag artiklen finder at grundlaget for fyringen er helt absurd. For det første fordi han ikke mener at det er fyringsgrundlag fordi psykologen ikke deler samme opfattelse som kommunen, men også fordi han mener at psykologen i store træk har ret.

Han fortæller så om alle de ting han har tilfælles med andre og derfor gør ham u-unik. Bl.a pointerer han at både sit køn, sin uddannelse og sin stilling har han tilfælles med millioner af andre af mennesker. Han mener heller ikke at hans holdninger er særlig unikke, da han som medlem af et politisk parti, også deler disse holdninger med tusindvis af andre mennesker.

Derefter fortæller han så om de få ting der faktisk gør ham unik - DNA, CPR-nummer, fingeraftryk osv. Træk som hovedsageligt ligger i det biologiske og IKKE i det psykologiske.

Han mener at sådan en opfattelse delvist ligger grundlaget for det narcissistiske samfund vi lever i og det faktum at vi får denne opfattelse ind med modermælken er ikke med til at dulme hans bekymringer.

Han slutter så af med at løfte en moralsk pegefinger og fortælle hvordan han synes det burde være skruet sammen i stedet. Han mener nemlig at vi istedet for at stræbe efter at være så unikke, skulle bruge noget krudt på at hjælpe andre – “Selvom at det heller ikke er særlig unikt” – Er hans sidste kommentar.

Hvofor brugte jeg så lang tid på at genfortælle det? Tja, jeg synes det var en fed artikel og jeg må indrømme at da jeg havde læst artiklen, følte jeg mig splittet. På den ene side synes jeg at han argumenterede meget godt for sit synspunkt, selvom jeg er dybt uenig. På den anden side kunne jeg ikke undgå at blive en smule trodsig – Jeg er da unik! – selvom jeg da måske har en tvillingebror der ligner mig meget, så er vi på nogle punkter, meget forskellige!

Desuden mener jeg at han har glemt et element når han konkluderer at vi mennesker ikke er unikke. For selvom at to mennesker har køn, stilling og sågar holdninger til fælles. Så vil jeg hævde at de hver især har trukket nogle forskellige valg som har været med til at forme deres, unikke, personlighed og identitet. Måske er jeg helt galt på den, men jeg synes at sådan et kedeligt menneskesyn, fortjente en kommentar.

Tja men det var hvad jeg fik ud af det i skal være velkomne til at lufte jeres mening

Jeg følger manden med øjnene, da han følger moderen ud, og mit blik falder på den smukke dekoration som præger rummet. Den osmanniske stil er stærkt dominerende og smukke billeder af Muhammeds svigersøn, Ali, er placeret på begge sider af talerstolen, som for en simpel turist allermest ligner en lang bænk. Rummet er opdelt mellem kvinder og mænd, men det centrale er for begge køn stadig det samme, nemlig midten af rummet, hvor dedeeren sidder på prædikestolen. 

Dedeeren kalder en ung mand op til prædikestolen og han smider sig på knæ med pandet mod gulvet. Efter en talestrøm, der forekommer som en bøn, rejser han sig op på knæ og tænder tre lys, som er placeret foran prædikestolen. Nu kan aftenens kulturforsamling (gudstjeneste) begynde.

Dedeerens prædiken efterfølges af en samlet bøn. Jeg bemærker hurtigt hvordan de fleste bøjer nakken under bønnen og i al respekt gør jeg det samme, men pludselig afbrydes min koncentration af en sørgmodig klynken og jeg vender diskret mit blik i mod kilden. På min venstre side ligger en mand med panden mod gulvet og hulker stilfærdigt.

Ingen tekst eller artikel, om Tyrkiet, kunne have forberedt mig på sådan en reaktion fra en del af menigheden! Jeg føler mig uforberedt og dybt chokeret. En følelse af at være total magtesløs og fremmed, på trods af aleviernes store gæstfrihed, dukker langsomt op i mig og jeg kan ikke gøre andet end at betragte manden i stilhed.

Der giver et sæt i mig da jeg hives tilbage til ceremonien af en mand, som tilbyder mig et glas. Jeg tager i mod glasset og snart efter bliver det fyldt med vand. Menigheden tager hurtigt vandet til livs og det samme gør gæsterne. Ritualet minder allermest om den danske nadver og jeg kan føle mine nerver falde til ro, da der endelig er et ritual der virker velkendt for mig.

Da de mange ritualer, bønner, sange og danse er overstået forlader gæsterne, som de først, lokalet, med en ny fantastisk og grænseoverskridende begivenhed i rejsetasken.

Sjovt nok havde jeg samme dag, været (tvangs)indlagt til at lytte til samtlige af min fars LP’er ved spisebordet. Selvom at denne (over)dosis af musikalsk nostalagi fra 60′erne, ikke er det værste der kunne overkomme mig, kan jeg alligevel godt se at min forældre og jeg forventer og ønsker forskellige ting af vores musik.

For mig afhænger min musiksmag for det meste af mit humør. Hvis jeg har haft en lorte-dag, står menuen for det meste, på det vredeste og det mest fanden-i-voldske musik jeg kan holde ud at lytte til. Musik som det er nemlig, for mig, en god måde at afreagere på.

Hvis jeg derimod har haft en super dag, kan jeg lytte til næsten alt, lige fra Coldplay til Lady Gaga.

Mine forældres musiksmag (og især min fars) stammer fra de glade 60′er, hvor fri kærlighed og ungdomsoprør stod på tapetet. Jeg tror at det dengang har været afgørende for musikken at være i stand til at fremføre et væsentligt budskab. Selvfølgelig skulle det akustiske element også være på plads, men ifølge min far har budskabet spillet en stor rolle hos de unges fællesskabsfølelse.

Selvom musikken har ændret sig en del, tror jeg at musiksmag afhænger af det samme, nemlig den enkeltes behov og forventninger til musikken. Som i mit tilfælde, at musikken skal passe til mit humør, i min fars tilfælde at musikken skulle have et fedt budskab og fed akustik eller i de flestes tilfælde, bare et basalt ønske om at musikken skal være med til at gøre de små pusterum i hverdagen ekstra specielle.

En dreng på omkring 12 år var styrtet på sin cykel lidt længere nede af vejen og lige inden jeg nåede at blive bekymret, så jeg en ældre mand komme cyklende til drengens undsætning - Jeg åndede lettet op. Men ligeså hurtigt som manden var dukket op, var han drejet om hjørnet igen og havde ladt drengen i stikken.

Min første reaktion var at blive overrasket, men det som skræmte mig var at det eneste jeg var overrakset over, var at jeg ikke blev overrasket! 

Min næste reaktion var en tilbagevende fundering, men nu i helt andre tankebaner! For ser vi ikke denne kynisme hver dag? og nu hentyder jeg ikke til de typiske eksempler, som f.eks vores manglende initiativ når det gælder indsamlinger til nødstedte i Afrika, men istedet til den indirekte fjendtlighed og distancering som vi er vidne til hver dag.

Jeg taler om noget så banalt som at smile til en fremmed eller vise en vis form for interesse i andre ved at få øjenkontakt, istedet skjuler vi vores blik for andre eller vender smilet den forkerte vej. For det er så meget nemmere at undgå at tage stilling til andre mennesker, for på den måde fobliver vi sikrer og tryge i vores eget lille univers.

Hvis det er sådan vi danskere forholder os til hinanden så undrer det mig da ikke hvorfor indvandre har så svært ved at tilpasse sig, for hvem vil ønske at tilpasse sig i et samfund hvor vi ikke engang virker til at kunne fordrage hinanden? Og hvor fordomme har udskiftet det gode førstehåndsindtryk, fordi vi netop igennem vores fordomme beskytter os mod at skulle åbne os op for andre mennesker og gøre os sårbarer.

Men før jeg får peget alt for mange fingre og begynder at virke alt for bitter, vil jeg kort vende tilbage til min egen rolle angående drengen, der var styrtet. Jeg var nemlig et perfekt eksempel på min egen pointe. Istedet for at hjælpe drengen med det samme, tøvede jeg og forventede næsten at en anden ville komme drengen til hjælp. Hvorfor? Tja, det virkede måske bare som det nemmeste på det tidspunktjeg og jeg havde vel travlt med at dømme manden for at køre væk! Set i bagspejlet virker det forfærdeligt hyklerisk og tåbeligt..

Jeg kan kun trøste mig selv med at jeg i sidste ende hjalp drengen, selvom det ikke retfærdiggører at jeg tøvede hvor jeg skulle have handlet. Jeg tror i sidste ende at det at have modet til at handle og at være sårbar når man allerhelst vil være sikker, er det essensielle for vores forhold til andre mennesker.